Ny virksomhed eller ændring af eksisterende - Frederikssund Kommune
Kontakt
Busrute 230R i Skibby

Ny virksomhed eller ændring af eksisterende virksomhed

Alle virksomheder som ønsker at etablere sig i Frederikssund Kommune bør kontakte kommunen inden etablering.

For de fleste virksomheder vil der være visse miljøkrav som skal dokumenteres overholdt inden produktionen går i gang. Det gælder både for store og små virksomheder.

Miljøgodkendelse

Miljøgodkendelsen er et vigtigt dokument - både for virksomhed og miljømyndighed. Miljøgodkendelsen giver virksomheden papir på at produktionen er miljøgodkendt, men forpligter også virksomheden til at overholde de krav og vilkår som er indeholdt i miljøgodkendelsen.

I miljøgodkendelsen vil der blive stillet krav til virksomhedens indretning og drift, støjende aktiviteter, luftudsug, filtre, afkastforhold, spildevandsudledninger, opbevaring og bortskaffelse af affald m.v. Endvidere vil der blive stillet krav om egenkontrol og dokumentation af miljøbelastningen i form af spildevandsmålinger, målinger af støj og luft, årlige indberetninger til miljømyndigheden af forbrug af råvarer, hjælpestoffer, el, vand, affaldsmængder m.v.

Miljøgodkendelsen forpligter også miljømyndigheden til via miljøtilsyn at påse at virksomheden overholder de stillede krav. Det er derfor vigtigt at miljøgodkendelsen og dens vilkår er formuleret klart, entydigt og dækkende for virksomhedens aktuelle produktion og forurening.

Krav til ansøgning om miljøgodkendelse

I Miljøministeriets bekendtgørelse om listevirksomheder fremgår det hvad en ansøgning om miljøgodkendelse skal indeholde. Bekendtgørelsen kan findes på Retsinformations hjemmeside..

Hvis du ønsker at ændre din virksomhed

Har du i forvejen en virksomhed som du ønsker at udvide bør du kontakte Frederikssund Kommune inden udvidelsen finder sted. Natur og Miljø vil kunne vurdere om den påtænkte udvidelse medfører behov for justering af virksomhedens krav på miljøområdet.


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/omrader/teknik_miljo/miljo/virksomheder/ny_virksomhed_eller_andring_af_eksisterende
Ansvarlig for denne side: Lisbeth Dalgaard. Senest opdateret den 28. juni 2010 af Dennie Grauballe.