Frederikssund Kommune
Torvet 2, 3600 Frederikssund
Tlf. 4735 1000
epost@frederikssund.dk
Åbningstider:
Mandag kl. 9.00 - 15.00
Tirsdag Lukket
Onsdag kl. 9.00 - 15.00
Torsdag kl. 10.00 - 18.00
Fredag kl. 9.00 - 14.00
Nord for Jægerspris by ligger et stort skyde- og øvelsesterræn på 1531 ha. Det er et såkaldt kategori 3-område, hvor forsvaret kan anvende de fleste våbentyper, også de tunge typer.
Udstrækningen af terrænet fremgår af skydekortet. Der er i vid udstrækning adgang for offentligheden til øvelsesterrænet øst for Kulhusvej, men af sikkerhedsmæssige årsager er der ikke adgang til skydeterrænet vest for Kulhusvej. Terrænets historie går godt 100 år tilbage.
Skydeoversigter kan findes på Jægerprislejrens hjemmeside. Oversigten dækker en måned ad gangen, og angiver tidspunkter for skydning og hvilke våben der anvendes. Desuden angives aktivitetsfri perioder.
De gældende miljøregler for skydeterrænet findes i bek 468 om støjregulering af forsvarets ..skyde- og øvelsespladser Bekendtgørelsen indeholder en liste over hvilke våben der må anvendes i terrænet, og hvor mange dage, hver enkelt våbentype må anvendes. Der er mulighed for at anvende tunge våben.
Desuden er fastsat aktivitetsfri perioder, hvor der ikke må forekomme støjende aktiviteter på nogen del af området.
Den samlede støj fra terrænet skal på årsbasis holdes indenfor et referencegrundlag, der for hver støjkilde indeholder antallet af skud eller sprængninger fordelt på dag/aften/nat og på hverdage/weekends samt på placeringer. Det er aktiviteten fra 2003, der anvendes som referencegrundlag. På denne måde er det fastsat, at støjen fra de militære aktiviteter må være lige så høj på årsbasis, som den var i 2003, men forsvaret har mulighed for at tilrettelægge sine aktiviteter på en anden måde end det skete dengang. Der er en maksimal grænse for støj fra enkeltskud ved nærmeste bolig udenfor terrænet på 115 dBC.
Der er en skydebane ved Hovnæsbakken , der har en selvstændig kapitel 5-godkendelse efter miljøbeskyttelsesloven. Banen ligger i terrænet ved Hovnæsbakken, lige vest for Kulhusvej, på højde med Hjemmeværnscenter Christiansminde. Aktiviteterne her reguleres gennem kapitel 5-godkendelsen, og skydninger er tilladt på alle dage mellem 8.00 og 20.00. Dog skal der oplyses om aktiviteterne iht. bekendtgørelse 468.
Da bekendtgørelsen blev udarbejdet, blev der for hvert enkelt af forsvarets skyde- og øvelsesterræner udført en støjberegning på grundlag af detaljerede registreringer af aktiviteten i referenceåret. På baggrund af denne beregning er der tegnet kurver omkring terrænet, der viser graden af støjbelastning. Kurverne angiver en årsmiddelværdi. Den kurve, der viser en støjbelastning på 55 dB LC, DEN*, er valgt som ydergrænse for en støjkonsekvenszone omkring terrænet. Zonen er udpeget efter planlovens regler. Se kort over støjkonsekvenszonen
*(LC,DEN er udtryk for støjbelastning angivet som en årsmiddelværdi, korrigeret for dag-, aften-, nat- og weekendtillæg).
Indenfor zonen, må der ikke etableres nye bebyggelser, aktiviteter eller andet, der er følsomt for støj. Hensigten er at sikre, at antallet af mennesker, der påvirkes af støj fra de militære aktiviteter ikke forøges.
Det er Frederikssund Kommune, der fører tilsyn med, at bekendtgørelsen overholdes.