Køkkenselskab klar til mad i gryderne - Frederikssund Kommune
Kontakt
Fysioterapeut hjælper med cykeltræning


25. januar 2012


Køkkenselskab klar til mad i gryderne

Fire borgmestre underskrev tirsdag den 24. januar papirerne til et nyt § 60 køkkenselskab.

Borgmestrene Helge Friis, Ole Find Jensen, Erik Lund og Kirsten Jensen fra fra Halsnæs, Frederikssund, Allerød og Hillerød mødtes tirsdag eftermiddag for at sætte de endelige underskrifter på stiftelsen af det nye køkkenselskab "Mad til hver dag I/S".

Køkkenet er et samarbejde mellem de fire kommuner, og skal levere mad til de borgere der er visiterede til at få madservice.

Tilfredshed med fælles selskab

Jeg er yderst tilfreds med, at vi fire kommuner er lykkedes med at etablere et fælles selskab, som professionelt og effektivt løfter en vigtig opgave for vores borgere. Den form for kommunalt samarbejde er der både perspektiv og sund fornuft i, siger borgmester Erik Lund, Allerød Kommune.

I Halsnæs er borgmester Helge Friis rigtig glad for det nye samarbejde:

- Når vi er fire kommuner der går sammen, sikrer vi god kvalitet, lave priser og fleksible løsninger, siger han, der har fået mange positive tilbagemeldinger efter at 100 borgere fra Halsnæs har været på besøg i køkkenet og smagt maden.

Én million måltider om året

De 53 ansatte i køkkenet, Mad til hver Dag I/S, skal lave op imod én million måltider mad om året til 2.500 borgere. De ansatte kommer fra alle fire kommuner. I alt har tre personer mistet deres arbejde ved at de enkelte kommuner har nedlagt deres eksisterende køkkener, og etableret sig på Lokesvej i Hillerød.

- Vi ville selvfølgelig helst have beholdt alle, for de var alle rigtig kompetente og dygtige. Men en sammenlægning af fire køkkener betyder også, at der er nogle funktioner, man kan slå sammen og effektivisere, siger direktør for køkkenselskabet, Mads Aagaard Madsen.

Borgmester Ole Find Jensen fra Frederikssund siger om det nye køkken:

- Jeg er glad for at vi kan tilbyde vores borgere mad fra det nye selskab. Vi har fået et køkken med personale fra alle kommunerne, og det betyder også, at vi har sikret, at personalet i køkkenet også kender til de forskellige kommuner og de debatter om madservice, der eventuelt har været i kommunerne.

Bestyrelsen i det nye køkken består af otte politikere - to fra hver kommune.

Hillerøds borgmester, Kirsten Jensen, er valgt som bestyrelsesformand, og Tina Tving Stauning, formand for Social-, Ældre- og Sundhedsudvalget i Frederikssund, som næstformand. De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Erik Lund og Agnete Fog fra Allerød, Lis Olsen fra Frederikssund, Annette Westh og Jens Raunkjær fra Halsnæs og Peter Frederiksen fra Hillerød.

- Jeg glæder mig til, at vores køkken kommer i gang med at levere mad til borgerne i de fire kommuner den 1. april. Vi har i Hillerød allerede stor glæde af køkkenet og den mad, det leverer. Køkkenet har altid været meget lydhør overfor og i dialog med de ældre, og alle borgerne vil få leveret god og sund mad, siger borgmester Kirsten Jensen, Hillerød.

Nyheder om Voksne & Ældre

25. januar 2012
Fire borgmestre underskrev tirsdag den 24. januar papirerne til et nyt § 60 køkkenselskab.

Se nyhedsarkiv


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/livscyklus/voksne_aldre/nyheder_om_voksne_og_aldre/nyheder_2012/kokkenselskab_klar_til_mad_i_gryderne
Ansvarlig for denne side: Kenneth Jensen. Senest opdateret den 25. januar 2012.