Underretningspligt - Frederikssund Kommune
Kontakt
Vuggestuebørn spiser tomatsuppe

Underretningspligt

Som borger har du pligt til at underrette kommunen hvis du får kendskab til at et barn eller en ung under 18 år lever under forhold, der bringer dets sundhed og udvikling i fare.

Det kan eksempelvis være alvorlig mistrivsel og omsorgssvigt eller fysiske overgreb.

Underretningen kan ske anonymt.

Underretningspligten gælder for alle, og for personer der udøver offentlig tjeneste eller hverv er pligten til at underrette skærpet.

Når du har underrettet Familieafdelingen, vil du modtage en kvitteringsskrivelse. Du kan ikke forvente at blive involveret yderligere i sagen grundet regler om tavshedspligt.

Familieafdelingen tager kontakt til familien for at drøfte underretningen, og der bliver her taget stilling til om der er behov for yderligere oplysninger, om der skal iværksættes en såkaldt socialfaglig undersøgelse efter Servicelovens regler, eller om der ikke skal foretages yderligere.

En undersøgelse efter Servicelovens regler vil typisk bestå af en eller flere samtaler med familien, og ved at vi indhenter udtalelser fra skole eller børnehave for at høre hvordan de oplever børnene og deres familie.

Undersøgelsen har til formål at afklare ressourcer og problemer i familien, samt de muligheder for løsninger som kan ligge i familien eller som familien kan have brug for støtte til at arbejde med. Derefter er det kommunens afgørelse hvad der videre skal ske.

Underretning skal ske på dette underretningsskema, som sendes til adressen nedenfor.

Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte os:

Familieafdelingen
Frederikssund Kommune
Torvet 2
3600 Frederikssund
4735 1000
familie@frederikssund.dk


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/livscyklus/born_unge/sarlige_behov_hos_born_og_unge/underretningspligt
Ansvarlig for denne side: Maibritt Raun Hansen. Senest opdateret den 13. december 2010 af Anne Louise Terreni.