Forretningsorden for Handicaprådet - Frederikssund Kommune
Kontakt
Solnedgang over Frederikssund havn 2

 

 

 

 

Forretningsorden for Handicaprådet i Frederikssund Kommune

 

 

 

Kapitel I

Fastsættelse og ændringer af forretningsorden

 

§ 1. Handicaprådet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Forretningsorden vedtages med almindelig flertalsbeslutning.

Stk. 3. Forslag til ændringer af forretningsorden skal behandles på et ordinært møde. Derefter kan det optages på dagsorden til næstkommende møde, hvor ændringsforslaget sendes til afstemning.

 

Kapitel II

Formandskab

 

§ 2. Handicaprådets formandskab består af Handicaprådets formand og næstformand.

Stk. 2. Formandskabet har bemyndigelse til at udtale sig på vegne af Handicaprådet i sager af hastende karakter.

Stk. 3. Ved sager af hastende karakter menes sager, som skal i høring i Handicaprådet, men hvor Handicaprådet ikke kan nå at mødes for at afgive et samlet høringssvar.

Stk. 4. Formandskabet kan ved hastende sager afgive skriftlige høringer til Byrådet.

Stk. 5. Formandskabet skal orientere Handicaprådet om deres udtalelser og skriftlige høringer.

 

Kapitel III

Sekretærmæssig bistand

 

§ 3. Byrådet er ansvarlig for den sekretariatsmæssige bistand til Handicaprådet jfr. Handicaprådets vedtægter §6, stk. 3.

 

Kapitel IV

Dagsorden

 

§ 4. Dagsorden til Handicaprådets ordinære møder udarbejdes af formanden for Handicaprådet i samarbejde med sekretæren.

Stk. 2. Dagsorden udsendes senest 10 hverdage inden et ordinært mødes afholdelse til Handicaprådets medlemmer samt suppleanterne.

Stk. 3. Såfremt et medlem af Handicaprådet ønsker optagelse af punkter på dagsorden, skal disse være formanden i hænde senest 15 dage før mødet.


 

 

 

 

Kapitel V

Mødevirksomhed

 

§ 5. Handicaprådet afholder 4 årlige møder.

Stk. 2. Indkaldelse til ekstraordinære møder kan ske på formandens, to medlemmers eller på Byrådets initiativ.

Stk. 3. Såfremt der ikke er væsentlige punkter til dagsorden kan formandskabet aflyse mødet.

Stk. 4. Indkaldelse til det første konstituerende møde sker på Byrådets initiativ, jfr. Handicaprådets vedtægter § 5, stk. 2.

Stk. 5. Mødeplan for det kommende år godkendes på et møde.

Stk. 6. På det konstituerende møde godkendes mødeplan for resten af året.

 

§ 6. Formanden leder møderne.

Stk. 2. Såfremt formaden er fraværende er det næstformanden, der leder mødet.

Stk. 3. Såfremt et medlem er forhindret i at deltage i et møde, er medlemmet ansvarlig for indkaldelse af sin personlige stedfortræder.

 

§ 7. Handicaprådets møder er ikke offentlige.

Stk. 2. Til belysning af sager kan der inviteres særligt sagkyndige, herunder embedsmænd fra kommunens forvaltninger.

 

Kapitel VI

Referater

 

§ 8. Sekretæren tager beslutningsreferat af handicaprådets møder.

Stk. 2. Beslutningsreferat sendes senest 8 dage efter mødet, og godkendes på førstkommende møde.

Stk. 3. Sekretæren er ansvarlig for udsendelse af beslutningsreferat til Handicaprådets medlemmer herunder de personlige stedfortrædere og Byrådet.

 

Kapitel VII

Handicaprådets hjemmeside

 

§ 9. Hjemmesiden skal indeholde oplysninger om Handicaprådets opgaver, kontaktoplysninger til rådets medlemmer, mødekalender, vedtægter, forretningsorden, dagsordner, referater samt øvrige relevante oplysninger

 

Kapitel VIII

Ikrafttræden

 

§ 10. Vedtaget på Handicaprådets møde den 22. september 2011.

 

 


Printet fra www.frederikssund.dk
Findes på denne sti: /content/dk/generelle_kommuneoplysninger/politiske_udvalg/udvalg_rad_og_navn/handicapradet/forretningsorden_for_handicapradet
Senest opdateret den 7. oktober 2011 af Birthe Larsen.